Fra normal til naturlig

– Når det naturlige vokser frem på trods

”Hos jer er det sådan lidt omvendt!” – siger nabodrengen med et nysgerrigt smil. Jeg kan godt se hvad han mener. I flere år har vores søn været langhåret. Flot, kraftigt, lyst hår. Det går til lige ned over skuldrene. Så besluttede vores datter en dag at blive klippet helt korthåret. Fra søde lange fletninger til helt kort.

En dag i Rema. Der var kun få mennesker i butikken. Alle gik rundt i deres egne tanker og lagde varer i indkøbskurven. Nogle få gik og snakkede med hinanden. Som sædvanlig var der meget liv i mine to børn. De pjattede og grinede. Et ældre ægtepar nærmede sig. Min lille datter sneg sig om bag storebror og råbte ”BØH”. Drengen vendte sig vredt. Pigen var allerede væk. Hun løb i retning af det ældre ægtepar. Undveg med nød og næppe den gamle mand.

Det gamle ægtepar stoppede op. Manden sagde: Så, så knægt – nu skal du være sød ved din storesøster! Min datter, ”knægten”, stoppede op, kiggede på den gamle mand. Kiggede på sin langhårede storebror. Fnisede diskret. Det søde gamle ægtepar gik videre. Hørte forhåbentlig ikke hvordan vi alle tre lidt efter skraldgrinte. Jeg var bare SÅ glad for vi kunne grine af det 😊 at de begge hvilede så meget i deres valg, at det bare var sjovt at den ældre herre fastlagde deres køn ud fra hårets længde.

Jeg ved ikke hvad der får så unge børn til at tage så slagkraftige og anderledes beslutninger. Jeg er stolt over dem. Samtidig er det også lidt svært.

Da vores søn begyndte i skole, var han langhåret, han oplevede, at mange troede han var en pige. Han havde det svært i starten, efter nogen tid, valgte han at få det klippet. Et år efter besluttede han at få langt hår igen.

Mange mennesker kan ikke lade være med at kommentere det. Med vilje sige ”nå, sikke en sød pige”. Selvom det er helt tydeligt, at det er en dreng.

”Skulle du ikke se at få klippet det hår? ”

”Du ligner en pige.”

Vores søn havde det ikke godt på sin tidligere skole og jeg fik det råd, at jeg skulle få hans hår klippet!

Når et barn på dengang 8 år tager den beslutning at han vil være langhåret. Hvad ville jeg så signalere, hvis jeg fik klippet hans hår, fordi der var andre der ikke var søde ved ham.

At det er ham den er gal med?

Det er hans eksistentielle valg, hans personlige integritet.

Heldigvis var han først. Det var sværere for mig at se min datter blive klippet helt kort, end det var at lade min søn få langt hår!

Hun fik klippet alt håret af i et hug. Hun var spændt og nervøs. Frisøren undrede sig: ”Hvorfor vil du klippes helt kort?” Det ville hun og hun stod ved det. Hun havde udvalgt tre billeder af drenge med korte frisurer fra søgninger på nettet. Frisøren klippede det kort og feminint.  Det kan en frisør jo heldigvis. De ved lige akkurat hvad der skal til, for at en frisure er feminin og ikke maskulin.

Mange siger det er pænt til hende. Nogle få siger det ligner en drengefrisure. Jeg siger, at det er min datter med kort hår, og hun er pæn ligegyldigt, hvilken frisure hun har.

Nu er håret altså helt kort og hun er SÅ glad for det.

Og jeg kan se min datter folde sig ud. Som mælkebøtten der blomstrer mellem stenene. Hun ser ud til at føle sig friere. Hun er mere fræk.

Hun vokser og prøver sig af. Hun er 7 år gammel og knokler for at stå ved sig selv i en verden, hvor det normale er vigtigere end det autentiske. En verden, hvor der er mere fokus på “normalt” end på naturligt.

Hvad tænker du?

Skal så små børn have lov til selv at bestemme deres udseende?

Oplever du at dine børn føler sig presset til at gøre/være en anden end den de er?

Hvad gør dit barn, hvor du oplever, at det er barnets stærke eksistentielle valg? Og hvordan reagerer omgivelserne?